skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Brexitmøde uden fremskridt

19-10-2018

Med under et halvt år til brexit er Europa-Parlamentets holdning klar: Der skal findes en løsning på det nordirske grænseproblem, for at Parlamentet kan godkende brexitaftalen.

 .

Med under et halvt år til, at Storbritannien forlader EU den 29. marts 2019, var der længe set frem til ugens brexittopmøde, som fandt sted i Bruxelles onsdag den 17. oktober. På mødet var det meningen, at Storbritanniens premierminister Theresa May og lederne fra de 27 resterende EU-lande skulle blive enige om konturerne af en aftale om Storbritanniens exit fra EU.

Sådan kom det dog langtfra til at gå.

May havde ikke medbragt noget nyt til mødet, og stats- og regeringscheferne måtte derfor hæve mødet med uforrettet sag. Og uden en løsning på det allervanskeligste og mest presserende problem: At undgå, at der genopstår en hård grænse mellem Republikken Irland og Nordirland.

Parlamentet vil undgå grænsetjek mellem Nordirland og Irland

Hvis Storbritannien træder ud af EU's toldunion og det indre marked, bliver det alt andet lige nødvendigt med grænsetjek og toldkontrol på grænsen mellem Nordirland og Irland. Denne grænse har ellers været usynlig siden den nordirske fredsaftale, Langfredagsaftalen, som blev underskrevet i 1998. Frygten er, at genoprettelsen af en fysisk grænse kan få den nordirske konflikt til at blusse op.

For at en brexitaftale kan blive til virkelighed, er Europa-Parlamentets godkendelse nødvendig. Parlamentets holdning er her helt utvetydig: Hvis ikke der kan findes en løsning, hvor en hård grænse mellem Nordirland og Irland undgås, kan Parlamentet ikke godkende en brexitaftale, lød det fra Europa-Parlamentets brexitstyregruppe op til topmødet.

En løsning på vej?

Europa-Parlamentets formand Antonio Tajani deltog også i mødet mellem May og de 27 EU-regeringsledere. Tajani påpegede, at der allerede er fundet løsninger på situationen for EU-borgere i Storbritannien og Storbritanniens finansielle forpligtelser efter brexit.

Men også fra Tajani lød det, at en løsning på det irsk-nordirske grænseproblem er en forudsætning for, at Parlamentet kan støtte en brexitaftale. En løsning, som Europa-Parlamentet længe har haft foreslået, er at lade Nordirland forblive i det indre marked og EU's toldunion, mens resten af Storbritannien træder ud af disse samarbejder. Denne løsning er også kendt som backstop-løsningen i brexitforhandlingerne.

Den model er Theresa May dog ikke begejstret for, da det vil betyde, at en form for grænsekontrol af blandt andet varer mellem Nordirland og resten af Storbritannien vil blive nødvendig.

Brexit uden aftale - hvad så?

Hvis ikke det lykkes at finde frem til en brexitaftale, som Europa-Parlamentet kan godkende, truer det såkaldte no-deal-scenarie. Det betyder, at Storbritannien den 29. marts forlader EU fra den ene dag til den anden uden nogen form for aftaler og ordninger, der skal sikre en så gnidningsfri overgang som muligt.

Hvis ikke det skal ende i dette scenarie, skal der også være tid nok til, at Europa-Parlamentet kan nå at behandle aftalen og afgøre, om det kan give sit samtykke til aftalen.

Forhandlingerne om en brexitaftale vil nu fortsætte under ledelse af EU's brexitforhandler Michel Barnier. Beslutningen om eventuelt at holde et ekstraordinært brexittopmøde i november afhænger af, om der forinden bliver gjort fremskridt nok i forhandlingerne til, at det overhovedet er relevant at mødes.

 .
 .
Læs mere om brexitforhandlingerne og konsekvenserne af brexit her...