skip to content

 
 
 

EP-Nyt #25

04-10-2019
 .

Høringerne af de kommende kommissærer er i fuld sving i Europa-Parlamentet. I denne omgang EP-Nyt kan du blive klogere på, hvilke svar de danske MEP’er afkrævede kommissærerne, MEP’ernes holdning til Boris Johnsons brexitudspil og et par tips til arrangementer i ugens løb.

Danskere på banen til kommissærhøringer

Flere af de danske MEP’er var i aktion i løbet af den seneste uges kommissærhøringer i Europa-Parlamentet. De gik til kommissærkandidaterne med spørgsmål, der vedrører både danske og europæiske interesser, og i nogle tilfælde spørgsmål, der gav genlyd hos medierne.

Danmark kan blive undtaget

Det gjaldt blandt andet GUE/NGL's Nikolaj Villumsen (EL). Til høringen af Nicolas Schmit, Luxembourgs kandidat til posten som beskæftigelseskommissær, spurgte han til en mulig undtagelse fra de kommende europæiske regler om mindsteløn for lande som Danmark, hvor de fleste er medlemmer af en fagforening. Her svarede Schmit tydeligt, at EU ikke vil tvinge lande til at ændre velfungerende aftalesystemer. Både spørgsmålet fra Nikolaj Villumsen og det klare svar blev efterfølgende livligt delt på de sociale medier og i danske netaviser.

Svensk udlændingepolitik i EU?

Under den svenske kommissærkandidat Ylva Johanssons høring blev der også spurgt ind til et emne af stor interesse i Danmark. Her var det ID's Peter Kofod (DF), der forhørte sig om dansk grænsekontrol hos den (måske) kommende kommissær for indre anliggender.

Sikring af forbrugerrettigheder

Endnu flere af de danske MEP’er var klar med spørgsmål, blandt andre Karen Melchior (RV) fra Renew Europe, der sad med ved høringen af Didier Reynders - den belgiske kandidat til jobbet som kommissær for retlige anliggender.

Næste stop: Vestager

Det er ikke kun de danske MEP’er, der er værd at holde øje med til kommissærhøringerne. Tirsdag den 8. oktober kl. 14:30 når turen nemlig til den danske kommissærkandidat Margrethe Vestager. Hun er kandidat til at forblive konkurrencekommissær og desuden få titel af næstformand med ansvar for digital omstilling.

Høringen vil kunne følges live, og du kan læse mere om både høringen og Margrethe Vestagers kommende opgaver her og i dette notat fra Europa-Parlamentets forskningstjeneste.

 
 .

Brexit: MEP’erne ikke imponerede over nyt britisk udspil

Uret tikker, og der er nu under en måned til brexit-dag den 31. oktober. Den 2. oktober kom den britiske premierminister Boris Johnson langt om længe med sit udspil til en modificeret udtrædelsesaftale for Storbritannien.

Humlen i det britiske udspil er, at Nordirland fortsat skal være med i EU’s indre marked for varer og dermed udgøre en fælles ”reguleringszone” med resten af Irland. Det vil sige, at reglerne for varer fortsat vil være de samme på begge sider af den irsk-nordirske grænse. Men samtidig skal Nordirland træde ud af EU’s toldunion sammen med resten af Storbritannien.

Udspillet blev præsenteret som en erstatning for ”bagstopperen” i den oprindelige udtrædelsesaftale. Den skulle forhindre, at der opstår en hård grænse mellem Irland og Nordirland, ved at lade Nordirland forblive i EU’s toldunion.

Store problemer i udspillet

På EU-siden har det britiske udspil fået en lunken modtagelse. Kommissionsformand Jean-Claude Juncker bemærkede, at udspillet trods alt er et positivt fremskridt, men understregede, at der stadig er mange problematiske punkter.

I Europa-Parlamentet lød der endnu mere kritiske toner. Ifølge Parlamentets brexit-styregruppe giver udspillet på ingen måde de garantier, som EU og Irland har behov for. MEP’erne kan derfor ikke se, hvordan udspillet i sin nuværende form skulle kunne danne grundlag for en aftale, som Europa-Parlamentet kan godkende.

MEP’erne finder det især problematisk, at der endnu ikke er fundet en troværdig model for, hvordan toldkontrollen ved den irsk-nordirske grænse skal foregå, når Nordirland træder ud af EU’s toldunion. Mens den britiske regering afviser tjek ved selve grænsen, er det ifølge brexit-styregruppen uklart, hvor og hvordan den britiske regering så forestiller sig, at de nødvendige tjek skal foregå. De finder det også problematisk, at den britiske regering vil gøre aftalen afhængig af det nordirske parlaments godkendelse. Det skaber stor usikkerhed om en aftale, hvilket på ingen måde kan erstatte den bagstopperløsning, som netop havde til formål at forhindre en hård grænse på den irske ø, lyder det fra MEP’erne.

En eventuel brexit-aftale skal godkendes af Europa-Parlamentet for at kunne træde i kraft.

 .
 

Det sker i løbet af ugen

Magisk kulturnat i Europa-Huset

Europa-Huset byder både store og små velkommen til en magisk aften under stjernerne på årets kulturnat i København fredag den 11. oktober. Mærk magien, når tryllekunstneren snyder og narrer store som små. Måske kan han endda lokkes til at lave dit yndlingsdyr ud af balloner?

Imens kan de voksne se den nye interaktive Oplev Europa-udstilling og få taget en EU-selfie. Og fra kl. 21 kan du være med til at slukke skovbrande midt i København med vores nye VR-briller!

Kl. 18-21: Tryllekunstner for de små, Oplev Europa-udstilling åben for alle.
Kl. 21-22: Sluk skovbrande med VR-briller, Oplev Europa-udstilling åben for alle. 

Find os i Europa-Huset på Gothersgade 115, lige ved Nørreport Station.

Aftenens event kan findes på Facebook.

 .
 

Klimafestival i København

Europa-Parlamentsvalget blev i år et klimavalg, og i denne uge kickstartes en ny klimafestival. ”Live Like Tomorrow” er navnet på den festival, som finder sted samtidig med, at København er vært for ”C40 World Mayors Summit” - et event for byer, virksomheder og borgere, der støtter op om ambitiøse klimaplaner for byer.

På festivalens mange events, workshops og debatter kan du blandt andet få indsigt i, hvilken betydning nye EU-regler har for affaldshåndteringen af tekstiler, og mange andre emner inden for bæredygtighed og cirkulær økonomi.

Festivalens mange events kan findes via deres Facebookside her. De afholdes i dagene 9.-12. oktober.

Hvis du vil blive klogere på Parlamentets holdninger til cirkulær økonomi, kan du læse mere her.

 .
 

Find dybdegående viden om EU og Europa-Parlamentet

 .

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Redaktionen afsluttet fredag 04/10/2019 kl. 13.00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck og Emma Tram
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11