skip to content

 
 
 

EP-Nyt #33

02-12-2019
 .

Oplev Europa er officielt indviet, MEP'erne har godkendt den nye Kommission, og Parlamentet har erklæret klimakrise. Og så er vi begyndt at åbne lågerne i årets julekalender på vores sociale medier!

 .
 
 
 .

Kom og besøg Oplev Europa i Europa-Huset!

Fredag den 29. november blev det nye Oplev Europa i Europa-Huset officielt indviet. Ved indvielsen deltog blandt andre Parlamentets næstformand Othmar Karas, udenrigsminister Jeppe Kofod og den nyligt genvalgte danske EU-kommissær Margrethe Vestager.

Oplev Europa er et dynamisk besøgsområde, hvor borgerne bydes indenfor, så de kan blive klogere på den europæiske del af vores demokrati og deltage i debatten om EU og Europas fremtid.

Besøgscenteret i København er en mindre - lokalt tilpasset - udgave af det såkaldte Parlamentarium i Bruxelles og Strasbourg. Det er foruden individuelle besøgende henvendt til besøgsgrupper, som kan komme ind og få et skræddersyet oplæg om EU med udgangspunkt i udstillingens interaktive elementer.

Et særligt fokusområde er unge mennesker fra folkeskoler, gymnasier, erhvervsskoler og videregående uddannelser, der allerede er begyndt at tage tilbuddet til sig. I 2019 alene har ca. 200 skoleklasser med i alt ca. 6.000 elever været forbi Oplev Europa for at deltage i et oplæg.

Placering og åbningstider

Oplev Europa ligger i stueetagen af Europa-Huset på Gothersgade 115 i København. Det er åbent alle hverdage fra 11-17.

 .
 
 .

Det blev et ja! Ny Kommission godkendt af Parlamentet

 .

Onsdag den 27. november stemte Parlamentet for den nye Kommission med Ursula von der Leyen i spidsen. 461 MEP'er stemte for den nye Kommission, mens 157 stemte imod og 89 hverken stemte for eller imod.

Dermed kunne von der Leyen og hendes hold af kommissærer fejre 10-året for Lissabontraktaten ved formelt at tiltræde deres nye stillinger den 1. december.

Kvinderne i front

Ursula von der Leyen, der er den første kvindelige kommissionsformand, har formået at samle en Kommission med et rekordhøjt antal kvindelige kommissærer. Den nye Kommission består således af 11 kvinder og 15 mænd.

Dette har været et fokusområde for von der Leyen under hendes kandidatur som kommissionsformand og i forbindelse med sammensætningen af hendes hold af kommissærer:

”Siden 1958 har der været 185 kommissærer. Kun 35 af disse har været kvinder,” udtalte von der Leyen i forbindelse med afstemningen om hendes kandidatur i Parlamentet den 16. juli.

 .
 .
 

Nu eller aldrig! Parlamentet erklærer klima- og miljøkrise

 .
 

Forud for COP25-topmødet i Madrid besluttede Parlamentet den 28. november at erklære klima- og miljøkrise i EU og globalt.

Resolutionen herom blev vedtaget med 429 stemmer for, 225 imod og 19 hverken for eller imod. Ifølge Parlamentet bør Kommissionen tage højde for målet om at holde den globale temperaturstigning under 1,5 grader i alle relevante lov- og budgetforslag.

Klimaneutralt EU før 2050

I en separat beslutning appellerede Parlamentet for en samlet strategi for, hvordan EU kan blive klimaneutralt så hurtigt som muligt og senest i 2050. MEP'erne opfordrede desuden den nye kommissionsformand Ursula von der Leyen til at inkludere et reduktionsmål på 55% af EU's drivhusgasudledninger senest i 2030 i den europæiske grønne aftale.

Sidst men ikke mindst efterspurgte Parlamentet højere ambitioner for reduktion af udledninger fra luft- og skibsfart i Europa og større bidrag til klimafinansiering fra både EU, EU's medlemslande og andre udviklede lande.

 .

Klima er borgernes førsteprioritet

Parlamentets udmelding falder fint i tråd med den seneste Eurobarometer-undersøgelse om klima. Her har halvdelen af de adspurgte danskere svaret, at klimaforandringerne og miljøet bør være Parlamentets førsteprioritet.

Blandt EU's borgere generelt anses klimaforandringerne også som det vigtigste. 32% af de adspurgte EU-borgere har valgt klimaet som deres førsteprioritet - mere end noget andet emne.

 .
 
 .

Kom i julehumør med Europa-Parlamentet i Danmarks julekalender!

 .
 .

Følger du os på de sociale medier? Hvis ikke går du måske glip af en masse julehygge her i december.

I december spreder vi nemlig hver dag julestemning på vores profiler på de sociale medier. Her kan du blandt andet høre om pudsige juletraditioner fra forskellige europæiske lande, vinde præmier ved at deltage i vores interaktive adventsposts og se, hvad vores trainees fandt på med de danske MEP'er, da de for nylig var i Strasbourg.

Hvis du vil følge med i vores julekalender, så gå ind og følg med på vores Facebook-profil og vores Instagram-profil.

 
 .

Find dybdegående viden om EU og Europa-Parlamentet

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Redaktionen afsluttet mandag 02/12/2019 kl. 14:00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck og Frederik Rein Lybæk-Jensen
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11