skip to content

 
 
 

EP-Nyt #7

08-03-2019
 .

I denne uges udgave af EP-Nyt kan du læse om alt fra Kvindernes Internationale Kampdag over sommertid til et royalt visit fra den svenske kongefamilie. God læselyst!

 .
 

Kvindernes Kampdag: Flere kvinder i EU-politik!

Antallet af kvinder i Europa-Parlamentet er steget ved hvert eneste valg siden 1979, hvor kun 15,2 procent af de nyvalgte var kvinder, til 36,4 procent kvinder ved seneste valg i 2014. For Danmarks vedkommende er fire ud af de nuværende 13 MEP'er kvinder. Kvinder sidder i dag på fem ud af 12 næstformandsposter mod tre i den forudgående periode. Og halvdelen af de 24 formænd i Parlamentets udvalg er kvinder.

Du kan læse mere om fordelingen af mænd og kvinder i Europa-Parlamentet her.

EU har en stærk tradition for at promovere ligestilling mellem kønnene. Og selv om der er sket forbedringer, er der nok at diskutere på Kvindernes Internationale Kampdag, når det kommer til kvinders muligheder for at deltage i EU-politik.

 
 .
 
 .

I Go’ Morgen Danmark fredag den 8. marts debatterede de to unge kvindelige kandidater til Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen (SF) og Linea Søgaard-Lidell (Venstre), hvordan det er at være ung kvinde i valgkampen.

Fysisk fremtoning og udseende er en tilbagevendende problematik for unge, kvindelige Europa-Parlamentskandidater, betonede de to. De oplever nemlig, at det er svært at være både feminin og blive taget seriøst i den politiske debat. Kira Marie Peter-Hansen fortæller, at et mandligt byrådsmedlem har fortalt hende, at hvis hun skal have succes med de mandlige vælgere, skal hun knappe skjorten op.

Linea Søgaard-Lidell peger på konkurrencekommissær Margrethe Vestager som et forbillede, der ikke lader sig kue af uskrevne påklædningsregler. ”Hun er rigtig god til at tage en storblomstret kjole på, selvom hun står sammen med nogle af de her toppolitikere fra hele verden, og insisterer på at være feminin og være kvinde, selvom hun har en meget seriøs post," siger Linea. "Det skal der være plads til, så kvinder ikke skal klæde sig ud som mænd for at blive taget seriøst.”

 .
 

Synger sommertid på sidste vers?

Søndag den 31. marts skal danskerne sammen med resten af Europa stille uret en time frem, når vi vanen tro skifter til sommertid. Det samtidige skift mellem sommertid og vintertid i Europa stammer helt tilbage fra 1980, hvor EU indførte sommertid i samtlige medlemslande. Formålet var dengang at gøre det lettere for europæerne at nyde godt af den ekstra times dagslys sidst på dagen.

Men da Kommissionen sidste år på opfordring fra Parlamentet afholdt en offentlig høring, svarede 84 procent af de adspurgte 4,6 millioner EU-borgere, at de foretrækker en afskaffelse af de halvårlige spring i tiden. Studier har sideløbende peget på ulemper ved skiftet, såsom at både menneskers og dyrs biologiske rytme har sværere ved at omstille sig til skiftet end hidtil antaget.

Derfor stemte Parlamentets transportudvalg i mandags for, at den 31. marts 2021 skal være sidste gang, EU's medlemslande obligatorisk skal stille på urene. Derefter skal det nemlig stå de enkelte lande frit for, om de hellere vil køre permanent på sommertid, eller om de eksempelvis foretrækker permanent vintertid.

Kommissionen skal dog have besked seks måneder før, så omstillingen ikke skaber forvirring på EU's indre marked. Læs mere om lovforslaget om sommertid her.

 .
 

Royalt besøg: Carl XVI Gustaf og Silvia på rundtur i Parlamentet

”Nu er der gået en del år, og det er virkelig på tide, at vi kommer tilbage. Der er jo sket vældig meget siden sidst - både positivt og mindre positivt.” Sådan sagde Sveriges konge Carl XVI Gustaf til det svenske TT nyhedsbureau, efter at han og dronning Silvia i onsdags havde besøgt Parlamentet for første gang siden begyndelsen af årtusindskiftet.

Her hilste kongeparret på Parlamentets formand Antonio Tajani, før de fik en rundvisning i plenarsalen og en snak med Parlamentets talsmand Jaume Duch om det kommende EU-valg. Som Jaume Duch bemærkede, er de unge i Sverige gode til at stemme. Ved forrige valg i 2014 stemte hele 65 procent af de unge svenskere, mens landsgennemsnittet lå på 51 procent.

Under visitten fik det svenske kongepar også lejlighed til at møde Michel Barnier, som er EU's brexit-chefforhandler. Kong Carl XVI Gustaf udtrykte bekymring over usikkerheden omkring det britiske brud med EU og legede eksplicit med tanken om at ringe til det britiske kongehus for at høre, hvordan de oplever situationen.

 .
 

Bliv kampklar til EU-valget

Hvor kan jeg registrere mig som vælger? Hvad er spidskandidater til EU-valget? Og kan jeg stemme fra udlandet? Det er præcis sådan nogle spørgsmål, som den nye hjemmeside www.eu-valg.eu giver svar på.

Europa-Parlamentet har nemlig for første gang lavet en side, der i Q/A-format forklarer stemmereglerne for hvert enkelt medlemsland. På den danske side kan man eksempelvis læse, at Danmark i år skal sende 14 MEP'er afsted til Bruxelles, og at danskere kan brevstemme fra et andet EU-land.

Hjemmesiden lanceres knap fire måneder før valget den 26. maj for at sikre, at alle stemmeberettigede borgere har den information, de skal bruge for at kunne give deres stemme til kende.

 
 .

Ugens events

På vores eventside for valget dennegangstemmerjeg.eu kan du finde EU-events, der foregår rundt om i hele landet. Siden opdateres løbende, og du kan endda få dine egne events op på siden. Det kræver blot, at der er en EU-valgvinkel på dit event. For at få dit event delt sender du bare en mail til maria.olsen@ep.europa.eu med detaljerne. Vi kan så hjælpe dig med det praktiske.

 

 .
 

Find dybdegående viden om EU og Europa-Parlamentet

 .

Har du brug for mere tilbundsgående viden om de politikområder, som Europa-Parlamentet beskæftiger sig med, eller er du bare interesseret i et bestemt område? Europa-Parlamentet har en forskningsenhed, der producerer forskellige produkter af høj kvalitet. Lige nu kan du f.eks. finde information om både migration, klima og økologi.

Bliv klogere her...

 

Redaktionen afsluttet fredag 08/03/2019 kl. 17.00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Jacob Lolck, Lea Hovmand Jørgensen og Mie Olsen
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11