skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

EU-Parlamentet: Så langt væk og alligevel så tæt på

25-04-2019
 .

I påskeugen var jeg, Anne, der til dagligt er trainee på kontoret i København, i Strasbourg for at besøge Europa-Parlamentet. Det blev både til besøg hos den europæiske ombudsmand og til selfies med MEP'erne.

 .
 .

Jeg venter på den første bus fra midtbyen til Parlamentet. Klokken er 7.45, og jeg har været i god tid. Det skal ikke hedde sig, at jeg kommer for sent på den allerførste dag i Europa-Parlamentet i Strasbourg. Stationen er heldigvis let at finde i Strasbourg og ligeså er bussen, der tager mig ud til Parlamentets overdådige bygninger.

Parlamentsbygningerne er dog en helt anden sag og står i stærk kontrast til stationen. Her er svært at finde rundt. Gangene buer, og hvis man er uheldig, kommer man med en elevator, der ikke lige stopper på den etage, man gerne vil af på. Det er på en måde ironisk, for mange opfatter måske EU som værende netop det: Snørklet og svær at finde rundt i. Ikke desto mindre summer den smukke Louise Weiss-bygning af liv. Fra MEP'er, der gør sig klar til at stemme i plenarsalen, og fra besøgende, der holder udløserknappen i bund på kameraet, til trainees, der er spændt på deres allerførste besøg i Parlamentet.

Tirsdag i klimaets tegn

Tirsdag, den første af to intense dage i Parlamentet, starter ud med et skarpt oplæg fra Christel Schaldemose fra Socialdemokratiet. Schaldemose fortæller om MEP’ernes kamp for at afhjælpe klimaproblemerne og om, hvor svært det er at opnå mediebevågenhed som MEP’er hjemme i Danmark.

Formiddagen fortsætter med et informationsmøde hos EU’s ombudsmand eller -kvinde, Emily O’Reilly. Det er et superinspirerende besøg, der giver indsigt i nogle af de sager, hvor ombudsmanden har blandet sig og bidraget til et mere gennemsigtigt EU.

Dagen står i sandhed i klimaets tegn, for efter en velfortjent frokost i Parlamentets enorme kantine haster vi op til miljøudvalget for at høre Greta Thunbergs tale om klimaforandringer. Salen er fyldt til randen med interesserede MEP'er, besøgende og journalister, der nærmest er ved at vælte over hinanden for at få et billede af den 16-årige klimaaktivist fra Sverige. Ikke desto mindre er talen rørende, og det er inspirerende at møde et ungt menneske, der kæmper for det, hun tror på.

Afstemningstid

Onsdag, og turens sidste dag, står på besøg i den enorme plenarsal, hvor de 751 MEP'er afgiver deres stemmer. Selvom det er svært at følge med i den hurtige afstemningsproces, er det sjovt at opleve - og ikke mindst at se, hvor dedikerede parlamentarikerne er omkring deres arbejde.

Som dansker er det særlig spændende at møde de danske MEP’er, og det bliver da også til en god slat selfies, interviews og interessante samtaler om, hvordan det er at være en del af et parlament med kollegaer fra hele Europa.

Og det multinationale er der stort fokus på i byen, der brander sig på at være Europas hovedstad. Hvor end man bevæger sig hen, kan man høre summen fra medarbejdere, parlamentarikere og besøgsgrupper fra alle EU’s mange officielle sprog. Og selvom Strasbourg ligger langt fra Danmark, så er Danmark i høj grad til stede i EU's parlamentariske centrum. Tak for denne gang, Strasbourg.