skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Folkemøde med Vestager, superhelte og fake news

18-06-2019

Som hvert år valfartede politikere, organisationer, journalister, meningsdannere og almindelige danskere til Bornholm i midten af juni. Og det var ikke solskin og krøllebølle-is i lange baner, de kom for. Nej, det var folkemødet, der trak. Og Europa-Parlamentet var selvfølgelig også med.

 
 .

Igen i år var vi fra Europa-Parlamentets kontor i Danmark til stede på årets folkemøde, som løb af stablen i Allinge den 13.-16. juni. Her fristede vi blandt andet med debatter, ungehøring og workshops.

I år havde vi medbragt en lille quiz, hvor man skulle matche billeder af de 14 nyvalgte MEP’er med deres navne. Og der var selvfølgelig præmier til de skarpeste deltagere.

Årets europæer

 
 .
 
 .

EU's danske konkurrencekommissær Margrethe Vestager blev kåret som årets europæer af Europabevægelsen med begrundelsen:”Du har vist os, at EU virkelig betyder noget,” som Stine Bosse, formand for Europabevægelsen, formulerede det.

Alligevel gav Margrethe Vestager roserne videre til alle dem, der har arbejdet hårdt for at få flere til at engagere sig i EU og stemme til Europa-Parlamentsvalget i maj. ”66% af danskerne gik hen og stemte til Europa-Parlamentsvalget. Det er jeres fortjeneste,” lød det fra kommissæren.

Hvis EU vil redde verden, må vi tænke som superhelte

Fredag eftermiddag var spækket med EU-nørderi. Europa-Parlamentet stod for hele tre EU-arrangementer i Altingets haveteater på Grønbechs Hotel.

Til eftermiddagens første arrangement havde vi Dansk Flygtningehjælps Ungdom, 3F Ungdom og Den Grønne Studenterbevægelse til at fremlægge deres mål og forhåbninger for EU for de to nyvalgte MEP'er Niels Fuglsang (S, S&D) og Linea Søgaard-Lidell (V, RE, fuldgyldigt medlem efter brexit).

 
 .
 .
 

Emma Ihlemann fra Den Grønne Studenterbevægelse havde en klar grøn agenda. Hun håbede på, at politikerne vil tage opgaven med et grønnere miljø til sig: ”Jeg tror på, at EU kan redde verden. På den måde er EU en slags supermand. Det er vigtigt, at I kan se jer selv som supermænd.”

Niels Fuglsang lovede, at han ville gå ”bananas” på klima- og miljøområdet. Også Linea Søgaard-Lidell så gerne mere klimalovgivning. "Vi skal have Parisaftalen tænkt ind i handelsaftaler. Kun gennem EU kan vi løse klimaudfordringen. Vi er stærke på grund af vores stærke økonomi,” lød det fra den nyvalgte Venstrepolitiker.

Du kan læse Sjællandske Mediers reportage fra debatten her.

Storbritanniens ambassadør blev grillet

Under fredagens andet arrangement havde vi inviteret den britiske ambassadør i Danmark, Dominic Schroeder, til at svare på, hvad der skal ske med brexit. Dominic Schroeder blev i den grad grillet af panelets fem yderligere deltagere fra Dansk Rederi, Dansk Erhverv, 3F og MEP’erne Pernille Weiss (K, EPP) og Jeppe Kofod (S, S&D), der gik til ham med kritiske spørgsmål.

 .
 
 .
 

Pernille Weiss ville gerne vide, hvad europæiske borgere bosiddende i Storbritannien kan gøre nu, mens de venter på brexit.

Dominic Schroeder viste forståelse for den usikre situation, mange borgere står i. ”Usikkerheden fylder meget, men det skal nok gå," lød det optimistisk fra ambassadøren. "Der er ingen grund til, at det fremtidige samarbejde mellem EU og UK ikke skulle blive så tæt som muligt - men jeg er ikke helt sikker på, hvordan vi når derhen.”

Men det er ikke kun borgerne, udskydningen af brexit skaber usikkerhed for. Ved Europa-Parlamentsvalget blev 29 medlemmer af det nye brexit-parti valgt ind, og Jeppe Kofod udtrykte bekymring for, hvad man i Parlamentet skal gøre med disse medlemmer.

"Skal vi inkludere dem i udvalg og på ledende poster, når vi sammensætter Parlamentet?" spurgte Kofod. "Det er et parti, der ikke har nogen intention om at deltage i arbejdet, så måske bør vi hellere holde os til de medlemmer, der faktisk har viljen til at gøre noget for Europa."

Du kan læse mere i Altingets artikel fra arrangementet her.

Helle for en toppost i EU

 .
 
 .
 

Til eftermiddagens sidste arrangement var Morten Løkkegaard (V, RE), EU-forsker Marlene Wind og tidligere statsminister og MEP Helle Thorning-Schmidt inviteret til en samtale om, hvem der skal have magten i EU i de næste fem år.

Marlene Wind lagde ud og mente, at man denne gang ikke kan fornægte kvinderne en større bid af kagen med de eftertragtede topposter: ”Jeg tror ikke, at de slipper af sted med at spise kvinderne af med en udenrigsministerpost denne gang. Jeg tror på, at kvinderne får en af de helt tunge poster,” sagde hun.

Fordi den tidligere ALDE-gruppe, nu Renew Europe, har øget antallet af mandater i Parlamentet, spåede Morten Løkkegaard også kvinderne - eller en helt særlig kvinde - en god chance for en af topposterne: ”Denne gang er vi den berømte tunge på vægtskålen. Denne gang skal vi derfor have en toppost. Og vi bakker op om Margrethe Vestager,” fortalte han til stor jubel fra publikum.

Helle Thorning-Schmidt var i 2014 selv i spil til en af de eftertragtede poster, nemlig posten som formand for Det Europæiske Råd. Men hun var delt i spørgsmålet om, hvorvidt hun skulle gå efter posten, fortalte hun.

”På det tidspunkt havde jeg nemlig været statsminister i tre år, og jeg ville gerne gøre arbejdet færdigt,” forklarede hun og tilføjede, at hendes kandidatur faldt på, at Federica Mogherini blev valgt som EU's udenrigsminister, og at man derfor mente, at det var for voldsomt med to kvindelige socialdemokrater på to store poster.

Helle Thorning-Schmidt konkluderede, at det denne gang er Nordens tur til at få en toppost - og det må gerne være Margrethe Vestager, som hun selv indstillede til posten som kommissær i 2014.

Du kan høre Altingets podcast fra hele arrangementet her.

Trolde i valgkampen

 .
 
 .
 

Lørdag var der lagt op til fake news-debat med Ulrik Trolle Smed fra Europa-Kommissionen, nyhedschef Thomas Falbe fra DR og chefredaktør Michael Dyrby Fra B.T. Under debatten kom det frem, at disinformation har fyldt mindre op til Europa-Parlamentsvalget end frygtet.

”Under EU-valget så vi masser af baggrundsstøj, men ingen massive misinformationskampagner, som man så imod Macron under det franske præsidentvalg,” lød det fra Ulrik Trolle Smed.

Også DR's nyhedschef vurderede, at det ikke var lykkedes for nogen at flytte dagsordenen for den store mainstreamdebat med mis- eller disinformationskampagner. Det betyder dog ikke, at der ikke har cirkuleret en masse misinformation på de sociale medier om for eksempel Marrakech-aftalen, antivaccination og 5G-netværk, påpegede Falbe.

Michael Dyrby så ligeledes fake news som en udfordring, men påpegede, at det også kan være en gave for medieverdenen: ”For det viser, hvem man kan vende sig mod og stole på.”