skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 
19-06-2018
 .

Folkemødet: MEP’ere, ministre og erhvervsfolk satte gang i valgkampagnen

Europa-Parlamentet i Danmark deltog i Folkemødet på Bornholm med en lang række MEP-debatter og et budskab om, hvor vigtigt det er at stemme til Europa-Parlamentsvalget.

Valgkampagnen til Europa-Parlamentsvalget 2019 blev for alvor skudt i gang under Folkemødet 2018 i Allinge på Bornholm. Europa-Parlamentet i Danmark var draget til Bornholm for at fortælle folk om, hvor vigtigt det er at stemme til Europa-Parlamentsvalget.

Se vores fulde program for folkemødet her.

Derudover afholdt vi en masse spændende og solrige EU-debatter og -samtaler på Allinge Havn og Grønbechs Hotel med deltagelse af både nuværende, tidligere og måske kommende MEP’ere.

Hør debatten om Trump og Putin her.

Der blev blandt andet debatteret brexit, globalisering, diesel, plastic, frihandel, lobbyisme, EU’s fremtid og disinformation. Det kom derfor også til at handle om EU’s forhold til USA’s præsident Donald Trump og den russiske præsident Vladimir Putin.

Du kan se flere af debatterne her.

Kandidaterne fortsatte debatten i Deadline direkte fra Folkemødet, hvor det kommende valg var på dagsordenen. Se mere her.

 .
 

Klapsalver under regnbuen

På Allinge Havn havde vi etableret en base med telt og EU-flag ved siden af det farverige regnbuetelt. Vores slogan var selvfølgelig "Forenet i mangfoldighed". I teltet afholdt vi dagligt 3-4 velbesøgte debatter med MEP'ere, erhvervsfolk og organisationer. Også tidligere ministre som Mogens Lykketoft kom forbi vores telt. Debatterne gav heldigvis anledning til både klapsalver og kritiske spørgsmål fra de mange interesserede tilskuere, hvilket gjorde debatterne både intense og informative. 

Helle og Bertel gav gode råd til EP-kandidaterne

Vi nøjedes dog ikke med at være til stede på Allinge Havn. Fredag eftermiddag inviterede vi til debat om det kommende valg, Europa-Parlamentet og Europas fremtid på Grønbechs Hotel.

Den to timer lange EU-seance blev styret med hård hånd af Thomas Lauritzen fra Altinget og indeholdt et skiftende sæt debattører af både nuværende og måske kommende MEP'ere. Tidligere statsminister Helle Thorning-Schmidt og nuværende medlem af Folketinget Bertel Haarder gav gode råde til de kommende kandidater fra deres tid som MEP'ere.

Du kan høre debatten mellem Helle Thorning-Schmidt og Bertel Haarder her.

Ligesom under EU-debatterne i teltet på havnen var der igen fyldt op på Grønbechs Hotel med et aktivt og engageret publikum, der stillede spørgsmål og holdt politikerne til ansvar for deres udsagn.

Læs Altingets artikel om EU-debatten mellem Morten Helveg (R) og Jeppe Kofod (S) på Grønbechs Hotel her.

Vi havde også besøg af to "nye drenge i EU-klassen": Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten og Rasmus Nordqvist fra Alternativet. Begge partier stiller op for første gang til Europa-Parlamentet med de to herrer på stemmesedlen. Begge ønsker de at komme igennem med en alternativ europapolitik. Men hvad den politik skal bestå i, er de langtfra enige om, hvilket gav anledning til en livlig debat mellem de to. Den kan du høre i Altingets podcast lige her.

Giv dine venner et kærligt spark

Under Folkemødet satte vi fokus på det kommende Europa-Parlamentsvalg på mange forskellige måder. Vi opfordrede blandt andet de besøgende i vores telt til at blive en aktiv del af valgkampagnen, så vi sammen kan få banket stemmeprocenten i vejret til Europa-Parlamentsvalget.

Du kan blive en aktiv del af valgkampen ved at skrive dig op gennem hjemmesiden www.thistimeimvoting.eu, hvorefter du får tilsendt materiale om valget, som du kan dele med venner, bekendte og familie.

Læs meget mere om "This time I’m voting"'’-kampagnen her.

Derudover kunne de mange besøgende i teltet skrive postkort til venner, familiemedlemmer eller kærester, som de vidste, ikke altid husker at få stemt, når der er valg til Europa-Parlamentet. I løbet af Folkemødets fire dage blev der skrevet mange små private hilsner om, at man skal huske at stemme. Postkortene blev samlet sammen til sidst og vil blive sendt af sted nogle uger før Europa-Parlamentsvalget i maj 2019.

 
 .

Bølgerne gik højt til optagelserne af "Europa i Flammer"

Europa-Parlamentets telt fungerede også som radiostudie under Folkemødet, da Jens Rohde (Radikale Venstre/ALDE) og Christel Schaldemose (Socialdemokratiet/S&D) optog Radio24syvs radioprogram "Europa i Flammer" i vores telt på havnen.

Blandt de inviterede gæster var både tidligere ministre, nuværende og måske kommende MEP’ere: Morten Messerschmidt (Dansk Folkeparti), Karen Melchior (Radikale Venstre), Nikolaj Villumsen (Enhedslisten), Henrik Dahl (Liberal Alliance) og Holger K. Nielsen (SF).

De to temaer for programmet var flygtninge og den nye europæiske barselslovgivning. Sidstnævnte har fået en masse opmærksomhed og kritik i Danmark. Alligevel var det især flygtningespørgsmålet, der fik sindene i kog hos nogle af deltagerne. Hør selv, hvordan debatten udviklede sig i podcasten ”Europa i Flammer” fra den 17. juni.

Der blev også lavet EU-podcasts andre steder på Folkemødet. Altinget udgav rent faktisk 4 specifikke Folkemøde-podcasts, som kan være spændende og informative at høre uanset om man har været på Folkemødet 2018 eller ikke.

Find Altingets fire podcasts her

I deres fire podcast kommer Altinget omkring EU's plads mellem Trump og Putin, den kommende valgkamp osv.