skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Fra Bukarest til Lissabon: Ny portal gør det muligt for danske unge at arbejde i Europa

21-09-2018

Er du mellem 18 og 30 år? Kunne du tænke dig at rejse til et andet land i Europa og arbejde med integration af flygtninge, naturbeskyttelse eller uddannelse for unge? 

Hvis ja, så får du nu mere mulighed for det! Over de næste to år afsætter EU nemlig 375,6 millioner euro til Det Europæiske Solidaritetskorps. Det er et program dedikeret til rejselystne unge, der gerne vil have erfaring på CV´et og prøve kræfter med at arbejde i udlandet.

Øge solidariteten blandt unge europæere
Programmet, der blev sat i verdenen i 2016, giver unge muligheden for at rejse til et andet EU-medlemsland og arbejde konstruktivt med nogle af de problemer, der pt. går på tværs af vores kontinents landegrænser.

Det kan være alt fra undervisning og kreativ stimulering af børn og teenagere i Moldova til at skabe tolerance over for ældre mennesker i Letland til at bevare naturområder i det centrale Portugal. Fælles for projekterne er, at de skal øge solidariteten blandt europæiske unge.

Alle projekter er åbne for unge fra samtlige medlemslande. Det handler derfor bare om at finde og søge det, man synes er spændende. Siden Det Europæiske Solidaritetskorps blev stiftet, har over 72.000 tilmeldt sig portalen.

Ideen bag projektet er både at give unge en alternativ form for erhvervserfaring og øge deres forståelse for, hvilke problemer andre EU-medborgere slås med i hverdagen. Samtidig vil et arbejdsophold give kulturelt kendskab til et andet EU-land, ligesom det vil være muligt at få undervisning i det lokale sprog.

Selvom der allerede florerer opslag inde på portalen, vil der komme en helt ny bunke fra januar af. Her vil de organisationer, der i løbet af efteråret får godkendt midler fra EU til at blive en del af korpset, nemlig begynde at rekruttere frivillige og jobsøgende.    

Sådan kommer du i gang
For at registrere sig i korpsets database, skal man oprette en profil her. Når først stamoplysninger og arbejdsønsker er udfyldt, er der fri leg til at browse efter lande, lønnede- og ulønnede jobs og arbejdsperioder. Der er ikke nogle krav for at melde sig til korpset, ud over at man skal være 17 år for at skrive sig op og 18 år for at begynde på et projekt. I beskrivelsen vil det fremgå, hvilke specifikke kvalifikationer arbejdsgiveren leder efter. Man kan enten selv søge eller vente på at ”blive fundet”.  

Der er tre former for arbejde: frivilligt, lønnet arbejde og solidaritetsprojekter. Da Parlamentet har øremærket 90 procent af den økonomiske støtte til frivilligt arbejde, er det ikke overraskende den type tilbud, der dominerer i databasen. Som frivillig får man dækket transportudgifter, bolig og leveomkostninger, mens man arbejder på et lokalt, velgørende projekt i alt fra 2 til 12 måneder. Derudover får man lommepenge.

Vil man i praktik eller have et job, kræver det lidt mere ansøgningsarbejde. Til gengæld vil det være lønnet. Sidst men ikke mindst er der muligheden for at gå sammen i en gruppe og få støtte til et velgørende projekt, som kan skabe positiv forandring i ens eget hjemland.

Er du nysgerrig på dine muligheder, kan både AFS Interkultur og Dansk YCYE være gode at kontakte. Begge organisationer kan hjælpe, hvis du gerne vil finde lønnet eller frivilligt arbejde i udlandet.

Læs mere om Solidaritetskorpset her.