skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 

Ny hjemmeside: Sådan stemmer du til EU-valget

29-01-2019
 
 .

Kan jeg brevstemme til EU-valget? Kan jeg stemme fra udlandet? Og hvem stiller overhovedet op? På vores nye hjemmeside eu-valg.dk kan du finde svar på det og meget mere. 

Er du usikker på, hvor og hvordan du afgiver din stemme til EU-valget den 26. maj? Savner du et overblik over de partier og kandidater, der stiller op? Bor du i et andet EU-land, men ønsker at stemme i Danmark? Eller kender du en herboende EU-borger, som gerne vil stemme til EU-valget, men ikke helt ved hvordan?

Fortvivl ikke, for svaret er kun et enkelt klik væk. På vores nylancerede valghjemmeside www.eu-valg.eu finder du detaljerede oplysninger om, hvordan man stemmer i de enkelte medlemslande eller fra udlandet.

 

Info for danskere i udlandet og EU-borgere i Danmark

Hjemmesiden har en sektion for hvert EU-land. Her forklares de landespecifikke regler på det pågældende lands sprog og på engelsk. Det drejer sig for eksempel om afstemningsdag, valgretsalder, registreringsfrister, obligatoriske dokumenter for at kunne stemme, antal MEP'er, der skal vælges pr. land, spærregrænser for politiske partier og links til de nationale valgmyndigheders websteder.

Som dansker bosat i et andet EU-land kan du således finde oplysninger på engelsk om, hvordan reglerne for at stemme er i det land, hvor du bor. Hvis du hellere vil stemme til det danske EU-valg, forklarer hjemmesiden dig også, hvordan det foregår.

Omvendt kan EU-borgere bosat i Danmark finde information på engelsk om, hvordan de kan stemme i Danmark, ligesom de på deres eget sprog kan læse om, hvordan de deltager i EU-valget i deres hjemland.

 

Baggrundsviden om EU-valget

Hjemmesiden indeholder også:

  • et afsnit med "spørgsmål og svar" om Europa-Parlamentet, spidskandidater, og hvad der sker efter valget,
  • oplysninger om, hvordan du kan engagere dig i at øge kendskabet til EU-valget, herunder et afsnit med valgrelaterede nyheder og link til en hjemmeside om valgresultater fra tidligere EU-valg,
  • links til Europa-Parlamentets politiske grupper og de europæiske politiske partier.

Når EU-valget er overstået søndag den 26. maj, vil valgresultaterne blive bragt direkte på hjemmesiden, efterhånden som de løber ind.