skip to content

Vores politik om cookies på Europa-Parlamentets Kontoret i Danmarks hjemmeside.

Vi bruger cookies for at give brugerne af vores hjemmeside den bedst mulige oplevelse. Vi bruger dem ikke med henblik på at indsamle personlige oplysninger, men udelukkede med statistisk formål i forhold til Google Analytics.

Fortsæt
 
 
 
17-11-2017

Vores tur til Strasbourg

Vores to trainees Yllka og Lea var taget til Strasbourg for at følge med egne øjne, hvordan en samling ser ud på tætteste hold. Her havde de fornøjelsen af at møde de danske MEP’ere samt følge diverse politiske debatter - og ikke mindst dette års LUX-vindere.

 .

Live fra salen

Vores første dag startede ud med en hed debat om de seneste dokumenter om internationale skattely - de såkaldte Paradise Papers. Her fulgte vi tæt de to danske MEP’ere Jeppe Kofod og Morten Løkkegaard, som var på dagens talerliste. Oppe fra tilskuerpladserne kunne vi følge de forskellige MEP’ere kritisere Rådet og EU’s finansministre for ikke at tage ansvar nok for at bekæmpe skattesnyd i Europa. De danske MEP’ere var klare i deres udmeldinger. Større gennemsigtighed og konsekvens for de lande og virksomheder, som forsøger at gemme deres formuer i skattely! Imens sad vi klar på tasterne, med lidt sved på panden, så danskerne kunne få friske live-tweets direkte fra salen i Strasbourg. Det lykkedes os at fange stemningen i salen med et par enkelte billeder, inden vi tog videre til dagens næste punkt på programmet.

 

 .

Og vinderen er...

Dagens andet højdepunkt var selvfølgelig årets LUX-pris. Her sad vi igen bænket på tilskuerrækkerne, hvor vi spændt ventede på, at formanden Antonio Tajani ville udråbe vinderen. Det blev filmen ”Sameblod” af den svenske instruktør Amanda Kernell, som løb af med prisen. Det var de to hovedrolleindehavere, som også er søstre i virkeligheden, som trådte op på talerstolen for at modtage den fine pris. De var iklædt deres traditionelle, farverige samiske folkedragt, hvilket gjorde et stort indtryk på os. Da Lene Cecilia Sparrok modtog LUX-filmprisen, understregede hun vigtigheden af, at det samiske folk får prisen: "At modtage denne pris er som en erstatning for den ældre generation af samer, der er blevet behandlet dårligere og har fået at vide, at de var mindre værd og mindre intelligente”.  Senere på aftenen fik vi selv mulighed for at ønske dem tillykke, og vi fik taget et billede med de charmerende skuespillere i deres fine folkedragter. Aftenen sluttede vi af med en rigtig fransk fødselsdagsmiddag for Yllka, hvor vi begge fik franske snegle og tarte flambée!  

 .

Kunsten at optage

Det næste skridt på vores rejse i Europa-Parlamentet bestod af historier i lyd og billede. Vi havde på forhånd bestemt os for at producere nogle videoer af MEP’ere og lave optagelser til en video om det at være trainees på Europa-Parlamentets kontor i Danmark. Der er mange ting, man skal tage stilling til, når man vil fortælle historier på video: hvordan rammer lyset, hvilken vinkel skal vi filme fra, hvilken baggrund er bedst, hvordan fungerer lyden? Det er lige med at holde tungen lige i munden, når man skal optage de gode klip.

Onsdag fik vi så mulighed for at snakke med de danske MEP’ere og afprøve vores videojournalistiske håndværk. Det første interview var med Anders Vistisen om Europa-Parlamentets særlige udvalg for bekæmpelse af terror og hans rolle som gruppekoordinator for ECR. Senere på dagen fangede vi Morten Løkkegaard til en snak om det nye e-kort, som skal gøre det lettere for virksomheder at drive forretning på tværs af grænserne. Budskaberne var klare og kameravinklen i øjenhøjde. Dernæst stod resten af dagen på forskellige videooptagelser i Europa-Parlamentet. I den nære fremtid offentliggør vi vores producerede videoer fra Europa-Parlamentet. Her vil man kunne høre og se de danske MEP’ere svare på vores spørgsmål, samt hvordan det er at arbejde i Europa-Parlamentet som trainee.

 

 .

Ud og se byen

Den sidste dag slap vi de bonede gulve i Europa-Parlamentet og begav os på en tur i Strasbourg. Med halstørklædet viklet godt rundt om halsen, jakken knappet til og godt fodtøj var vi klar til at udforske byen. Som de forrige dage blev vi mødt af en tung, grå tåge, der lå som en ekstra tæt dyne over byen. Selvom vi ikke fik foreviget øjeblikket med et insta-værdigt billede af Parlamentets storslåede bygning, lod vi os ikke slå ud. Med raske skridt befandt vi os blandt glitrende julelys, julekugler i alskens farver, lysende engle og rensdyr hængende over gaderne. Vi kunne ikke undgå at blive grebet af julestemningen i Strasbourg. Vi kunne heller ikke undgå at blive fascineret af Notre Dame-katedralen, der med sin højde rager op mod himlen, så langt øjet rækker. De sanselige input, som byen forærede os, var en perfekt afslutning på vores tur til Strasbourg.

Alt i alt tager vi fra Strasbourg en hel del erfaringer rigere og klogere, og vi føler begge, at vi er vokset med opgaven som bindeled mellem Europa-Parlamentet og den danske befolkning.