Sikring af adgang til domstolsprøvelse 

Respekten for de grundlæggende rettigheder i EU skal være effektiv. Dette betyder, at når en persons rettigheder krænkes, så har han eller hun ret til adgang til effektive retsmidler for en domstol.

Adgangen til effektive retsmidler er fastsat i artikel 47 i chartret. Den sikrer, at enhver, hvis rettigheder som sikret af EU-retten er blevet krænket, har adgang til en domstol og til at påberåbe sig, at deres rettigheder respekteres.

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder fastsætter også, at enhver har ret til en retfærdig rettergang i alle retssager vedrørende EU-lovgivning: "Enhver har ret til en retfærdig og offentlig rettergang inden en rimelig frist for en uafhængig og upartisk domstol, der forudgående er oprettet ved lov. Enhver skal have mulighed for at blive rådgivet, forsvaret og repræsenteret."

Europa-Parlamentet har bidraget til udviklingen af rettigheder for personer, der er mistænkte eller tiltalte i straffesager, således at de sikres de samme proceduremæssige minimumsgarantier i alle medlemsstater.

EU-retten lægger særlig vægt på specifikke grupper af ofre som børn, ofre for menneskehandel og ofre for terrorisme.