skip to content

 
 
 

EP-Nyt #23: Europa-Parlamentet og WHO-boss enige om at investere i sundhed og vaccineudvikling

26-06-2020
 .

Det kan kun gå for langsomt med udviklingen af en effektiv vaccine mod covid-19 indenfor EU’s grænser, så borgerne kan vende tilbage til en tilværelse uden frygt for coronasmitte. Den holdning deler EU’s institutioner, der samtidig understreger, at den hurtige proces ikke må ske på bekostning af vaccinens sikkerhed.

 .
 

Hvis krisen skal kradse af, kræver det en sikker og effektiv vaccine mod covid-19 for at beskytte borgerne. Det mener både WHO, Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. Problemet er bare, at vaccineudvikling under normale omstændigheder er en langsommelig affære. Derfor støtter Europa-Parlamentet en strategi, der hurtigt skal forsyne medlemslandene med en vaccine uden at gå på kompromis med sikkerheden. 

Det var et af de vigtige emner i Europa-Parlamentet denne uge, der bød på debatter med blandt andre generalsekretær for WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, og sundhedskommissær Stella Kyriakides. Alt imens er flere elementer i det langsigtede EU-budget, også kendt MFF, til heftig debat. Det gælder blandt andet de mange milliarder til genopretning og grøn og digital omstilling, men også den hårdt ramte kultursektor, som Europa-Parlamentet ikke vil lade Kommissionen udsætte for besparelser.

 

EP støtter fælles vaccinestrategi

 .

Selvom spredningen af covid-19-virussen er kommet under kontrol i store dele af EU, og mange lande igen har åbnet for grænser og gæster, har coronakrisen stadig store menneskelige og økonomiske konsekvenser inden for EU og i verden. Derfor er det helt afgørende, at der bliver udviklet en vaccine, så vi for alvor kan ryste krisen af os. Det mener Europa-Kommissionen, som har præsenteret et udspil til en EU-strategi for covid-19-vacciner. 

Sundhedskommissær Stella Kyriakides fremlagde Kommissionens udspil for Europa-Parlamentets udvalg for miljø, sundhed og fødevaresikkerhed mandag den 22. juni. Her mødte kommissæren stor opbakning fra parlamentsmedlemmerne, der understregede, at vaccinestandarderne for kvalitet, sikkerhed og virkning skal opretholdes, selvom vaccinen skal udvikles på rekordtid. 

Under normale omstændigheder kan det tage mere end ti år at udvikle en vaccine. Det er en proces, man nu vil forsøge at skære ned til mellem 12 og 18 måneder, fordi krisen koster liv, arbejdspladser og milliarder af euro hver måned. Af samme grund støtter EU vaccineproducenterne økonomisk, så det bliver muligt at købe vacciner, der er tilgængelige for alle til en pris, der er til at betale. 

Med strategien vil Europa-Kommissionen sikre en tilstrækkelig produktion af vacciner i EU og fleksibilitet i EU-reglerne, så der sættes gang i udvikling og produktion uden unødig ventetid.

 .
 

EP enig med WHO’s generalsekretær om fokus på solidaritet

 .

Det handlede først og fremmest om, hvordan verden har håndteret udbruddet af en ny coronavirus, og hvad der kan gøres bedre i fremtiden, da generalsekretær for verdenssundhedsorganisationen WHO, Tedros Adhanom Ghebreyesus, torsdag stillede sig til rådighed for Europa-Parlamentets sundhedsudvalg.

Tedros Adhanom Ghebreyesus brugte ord som “solidaritet”, “koordinering” og “samarbejde” til at beskrive en god håndtering af en global krise, som langtfra er overstået. I den sammenhæng havde han rosende ord at sige om EU, som han mener, bør tage det globale lederskab på sig.

“Covid-19-pandemien er en test af global solidaritet og lederskab, og EU er vokset med den opgave,” sagde WHO-generaldirektøren. 

At WHO nu vender blikket mod EU, sker efter, at Donald Trump i slutningen af maj meddelte, at USA trak sig og sine midler ud af WHO-samarbejdet med beskyldninger om, at WHO har fremmet Kinas dagsorden. Derfor er EU’s opbakning til WHO særlig værdsat under coronakrisen, som sætter verden i en helt ny situation. 

“WHO sætter stor pris på EU’s lederskab i denne situation, som er uden fortilfælde, og vil gerne takke Europa-Kommissionen for dens støtte til WHO med at bekæmpe virussen i mange lande verden over,” sagde Tedros Adhanom Ghebreyesus, som også fik ros fra Parlamentet: 

“EPP støtter ikke alene dit personlige arbejde, men også WHO som institution, og jeg tror, at hele Parlamentet støtter WHO. Vi har ikke noget til fælles med Donald Trump. Donald Trump gør det forkerte, når han trækker den finansielle støtte til WHO på et tidspunkt, hvor der er størst brug for pengene,” sagde Peter Liese (EPP). 

Generaldirektøren anerkendte samtidig, at både EU og WHO ligesom andre aktører har begået fejl i mødet med covid-19, og fastslog, at et uafhængigt panel skal evaluere WHO’s svar på pandemien, så organisationen og eftertiden kan lære af de fejl, der er begået. 

 .
 

Udvalg vil forhindre besparelser på kultur og uddannelse

 .

Et langsigtet budget med besparelser på kultur og uddannelser er ikke en pille, Europa-Parlamentets kulturudvalg har tænkt sig at sluge. Det blev gjort klart under en udvalgsdebat mandag. Her kaldte formanden for udvalget, Sabine Verheyen, Kommissionens forslag med besparelser på kunst- og uddannelsesområdet for uacceptabelt.  

“Vi støtter ikke Kommissionens forslag,” sagde hun og forklarede, hvordan det nuværende forslag vil sætte en stopper for støtte til kunstnere, unge mennesker og studerende. 

Udvalgsformanden vil ikke acceptere, at man giver en ringere støtte for så til gengæld at give støtte til det samme antal som hidtil. Flere medlemmer af udvalget pointerede samtidig, at kommissionsformand Ursula von der Leyen tidligere har lovet at støtte Parlamentets forslag om at tredoble midlerne til Erasmus+ i EU’s budget for 2021-2027.

 .
 

Redaktionen afsluttet fredag 26/06/2020 kl. 14:00.

Ansvarshavende: Anne Mette Vestergaard
I redaktionen:  Liv Østerstrand Rasmussen, Maria Rosenberg Rasmussen, Jacob Lolck
Pressekontakt: Jacob Lolck, tlf. 33 41 40 44 / 25 48 87 11