skip to content
 
 
 
21-06-2020
 .

Europa-Parlamentet søger lønnede trainees til efteråret 2020

 
 

Brænder du for at få praktisk EU-erfaring? Vil du opleve det europæiske demokrati in action helt tæt på? Kickstart din karriere som trainee hos Europa-Parlamentet, og få fem forrygende måneder i København, Bruxelles - eller et andet sted i Europa. Traineeperioden løber fra den 1. oktober 2020 til den 28. februar 2021.

 

Vælger du Parlamentet i København, vil du som trainee indgå i et velfungerende team, der arbejder med at skabe opmærksomhed om arbejdet i Europa-Parlamentet og dets 14 danske medlemmer i en periode, hvor fokus er rettet mod parlamentets arbejde med at genoprette Europa efter covid-19-krisen. Vi laver alt fra at assistere medier og borgere, der søger viden om EU til afholdelse af seminarer, konferencer og foredrag. Vi samarbejder tæt med andre EU-institutioner og en række interesseorganisationer og offentlige institutioner i ind- og udland.

Om opgaverne - to forskellige profiler

Profil: Kommunikation og events

Du vil deltage i kontorets aktiviteter med at fortælle danskerne om det nye Europa-Parlaments arbejde. Det betyder bl.a., at du vil prøve kræfter med mange forskellige kommunikationsopgaver – fra længere politiske analyser til korte tweets. Vi satser meget på de sociale medier, og du vil blive en integreret del af det team, som dagligt arbejder på at udvikle vores aktiviteter på de forskellige platforme. Det vil derfor være en stor fordel, hvis du har fingeren på pulsen og ved, hvad det kræver at skabe engagerende indhold. Du vil også deltage i planlægningen, forberedelsen og udførelsen af arrangementer. Traineeopholdet vil give dig erfaring med at arbejde i en international organisation og mulighed for at skærpe din viden om det europæiske samarbejde. Du vil få indflydelse på dit traineeophold, så du også kan forfølge egne interesser og derved få et personligt såvel som fagligt udbytte.

Profil: Journalistik

Du vil deltage i kontorets aktiviteter med at fortælle danskerne om det nye Europa-Parlaments arbejde. Det betyder bl.a., at du vil prøve kræfter med mange forskellige journalistiske og kommunikationsopgaver og -formater – fra nyhedsbreve og artikler til instagramopslag og korte tweets. Vi satser meget på de sociale medier, og du vil blive en integreret del af det team, som dagligt arbejder på at udvikle vores aktiviteter på de forskellige platforme. Det vil derfor være en stor fordel, hvis du har fingeren på pulsen og ved, hvad det kræver at skabe engagerende indhold. Du får også ansvar for at udarbejde vores ugentlige nyhedsbrev, samt at skrive artikler og nyheder til vores hjemmeside. Traineeopholdet vil give dig erfaring med at arbejde i en international organisation og mulighed for at skærpe din viden om det europæiske samarbejde. Du vil få indflydelse på dit traineeophold, så du også kan forfølge egne interesser og derved få et personligt såvel som fagligt udbytte.

Om dig

Du er motiveret, arbejdsom, har team-spirit og mod på at påtage dig mange forskellige opgaver. Du behøver ikke være EU-ekspert, men vi forventer, at du interesserer dig for og har kendskab til EU's institutioner. Du skal som minimum have afsluttet din bacheloruddannelse og helst være ved afslutningen af - eller for nylig have afsluttet - en kandidatuddannelse, gerne med fokus på samfundsforhold, internationale relationer og/eller kommunikation/journalistik. Det er vigtigt, at du er god til at formidle kompliceret stof på forståelig vis og har erfaring med brug af sociale medier. Du taler og skriver flydende dansk og engelsk, og vil have glæde af kundskaber i endnu et sprog. Vi sætter selvfølgelig pris på humoristisk sans og et godt humør.

Ansættelsesforhold

Du får udbetalt godt 12.000 kroner om måneden efter skat for en 40 timers arbejdsuge, og der er mulighed for husstandstillæg afhængig af ens familiære forhold. Traineeperioden løber fra den 1. oktober 2020 til den 28. februar 2021.

 

Ansøgningsperiode

For at søge et lønnet traineeophold hos Europa-Parlamentet skal du udfylde en online formular. Ansøgningsperioden løber fra den 1. til den 30. juni 2020.

Læs mere og ansøg til profilen i kommunikation og events her...
Læs mere og ansøg til profilen i journalistik her...
 

Har du spørgsmål om kommunikationsstillingen eller det at være trainee generelt? Kontakt Sophia Colberg Olsen via e-mail eller på +45 33 41 40 48

Har du spørgsmål om journaliststillingen? Kontakt Jacob Lolck via e-mail eller på +45 33 41 40 44

Se mere om vores indsats på de sociale medier her:

 
Facebook
 
Twitter
 
Instagram