"Vi vil hjælpe dem, der lider mest under "det nye normale".“

Anca Hjælper lokale virksomheder og hospitalspersonale med at klare sig igennem pandemien. Rumænien, Bukarest

For at hjælpe lokale virksomheder med at overleve udgangsforbuddet fik Anca en idé. På Facebook slog hun til lyd for køb af gavekort, der kan indløses efter udgangsforbuddet. "Kampagnen spredte sig som en steppebrand på de sociale medier – på mindre end 24 timer," siger hun. "Online bookingplatformen CardCadour besluttede sig for at slå pjalterne sammen med os. Vi samarbejder nu med over 140 virksomheder i hele Rumænien". Men Anca var stadig fuld af ideer og ivrig efter at give en hjælpende hånd. Derfor udviklede hun #CafeaPentruSpitale-platformen (kaffe til hospitaler). Her kan man købe kaffekuponer til hospitalspersonale. "Takket være #cafeapentruspitale har vi kunnet forsyne hospitaler i Bukarest og fem andre rumænske byer med masser af kvalitetskaffe," forklarer Anca. Lægernes og sygeplejerskernes reaktioner var så positive, at kaffebrænderiet The Barn i Berlin iværksatte et lignende initiativ i Tyskland.

"Mit mål er at hjælpe med at rydde op og indrette hjem og ejendele på en mere meningsfuld måde“

Diana Viser hvordan vores leveforhold influerer på vores velvære Rumænien, Bukarest

Nu hvor pandemien har tvunget os til at arbejde hjemmefra, er det blevet endnu mere nødvendigt at indrette sit hjem på hensigtsmæssig vis. Diana har skabt sin egen organiseringsmetode, #MareaOrganizare (#TheGreatOrganizingProject), der fremmer bæredygtig levevis. Den indbefatter aktiviteter, ideer og praktiske forslag til at indrette vores hjem på en let, sjov og fleksibel måde. Folk, der deltog under pandemien, sagde, at det hjalp dem med at fokusere på noget praktisk og positivt, der samtidig gjorde deres hjem mere tilpasset til den nye virkelighed. Det forekommer måske lidt ulogisk at systematisere hjemmet ved at undgå ophobning, når de fleste samtidig er i færd med at fylde forrådskamrene op. Men ifølge Diana kan rengøring og oprydning faktisk være en kilde til indre ro. Før man for eksempel styrter ud og køber flere dagligvarer, mener hun det er afgørende først at opgøre sin lagerbeholdning, smide de fødevarer ud, der er blevet for gamle, og ordne resten, så man kan se dem ordentligt.

"Vi hjælper de mest sårbare ved at levere daglige fornødenheder. En enkel ide, som mange forskellige mennesker er med på, med én fælles definition på solidaritet. Kan det blive mere europæisk?“

Marian Beskytter dem, der er mest sårbare over for smitte Rumænien, Bukarest

For ældre mennesker og personer med kroniske helbredsproblemer eller handicap kan tanken om at forlade hjemmet for at handle ind eller hente medicin være skræmmende. Med initiativet DAGLIGVARER LIGE TIL DØREN løfter Nørder for Demokrati denne byrde for andre. Holdet leverer fødevarepakker sammensat i partnerskab med en læge og en ernæringsekspert, og som også indeholder hygiejne- og rengøringsprodukter såvel som medicin. "Vi har lavet en procedure, hvormed læger og patienter kan maile deres recepter direkte til apotekerne," forklarer Marian. DAGLIGVARER LIGE TIL DØREN opererer i Bukarest og omegn såvel som i ni andre regioner i Rumænien. Deres nationale telefoncentral modtager ordrer fra dem, der har behov for hjælp, mens over 450 frivillige sørger for sagsbehandling og levering. De samarbejder også med andre NGO'er om at levere basale fødevarer og hygiejneprodukter til sårbare befolkningsgrupper.

"Der er et stort behov for social solidaritet i denne periode, hvor vores land bliver testet“

Adi Leder det humanitære projekt "Solidar Social" Rumænien, Bukarest

"Solidar Social" er et humanitært projekt, som kokken Adi Hădean har skabt, og som sammen med adskillige andre kokke dagligt tilbereder varme måltider for sundhedspersonale i Bukarests hospitaler og ældre mennesker, der lever i isolation. Teamet tilbereder og leverer 1 200 varme måltider om dagen, hvilket kun er muligt takket være støtte fra frivillige og donationer fra private virksomheder og personer. "Solidar Social" startede, fordi der var opstået et behov, og vi hjælper med det, vi bedst kan: lave mad til folk. Vi har brug for et bidrag fra alle for at få enderne til at mødes. At tilberede 1 200 varme måltider hver dag er ikke let, så vi behøver støtte på mange områder, lige fra fremskaffelse af lokale fødevarer til logistik og donation af beskyttelsesudstyr", siger Adi Hădean. "Solidar Scial" har indtil videre leveret over 26 000 varme måltider til mennesker, der har behov.  Adi Hădean-fondens mål på lang sigt er at udvikle dette humanitære projekt over hele Rumænien for at skaffe så meget hjælp som muligt til dem, der behøver den.

"Jeg bestræber mig altid på at bruge de sociale medier til gode sociale formål“

Alin Han beskæftiger sig med at afsløre falske nyheder Rumænien, Bukarest

Da Alin begyndte på at opfange misinformation om covid-19, der begyndte at indløbe og spredes i hans sociale medier, vidste han, at det lige netop var her, hans ngo skulle koncentrere sin indsats. Internettet giver alle aspekter af den menneskelige natur frit løb, også de mindre attraktive sider: Vi giver folk adgang til viden i hidtil uhørt omfang, alt imens vi kæmper mod en stadig voksende mængde misinformation. Det er derfor, Alin har skabt "Just" (som på rumænsk omtrent betyder "hvis sandheden skal frem"), en serie af instagramhistorier, der tager sigte på at korrigere falske oplysninger om covid-19 og forbedre evnen til at tænke kritisk. To gange om ugen er der tusindvis af mennesker, der følger, og hundreder interagerer med Justs historier og spørgsmål. Seere kan gætte, om de lige har set en nyhedshistorie, der er sand, eller om den er falsk, og de bliver ofte overraskede over resultatet. Hold altid udkig efter pålidelige kilder og undgå at sprede falske nyheder. Se vores korte vejledning om, hvordan man spotter myter om covid-19 på https://www.europarl.europa.eu/news/da/headlines/priorities/eu-s-modsvar-til-coronavirussen/20200326STO75917/misinformation-sadan-spotter-du-myter-om-covid-19

"Det er vigtigt at vise omsorg, især i disse vanskelige tider“

Ioana Giver støtte til ældre og til slægtninge, som er i risikogruppen Rumænien, Oradea

Det er afgørende at fremme sammenhold og europæisk solidaritet i denne foruroligende og vanskelige stund. Ioana er et godt eksempel på, hvordan du ikke skal kigge langt for at finde en person, der måske har brug for din hjælp. Det kan være til praktiske formål såsom indkøb af dagligvarer eller andre ærinder, eller sociale formål som at holde hinanden med selskab gennem telefon- eller videoopkald. Nogle mennesker føler sig på grund af afstandsforholdsreglerne måske mere ensomme end normalt, men det er der mange måder at råde bod på. Du kan dele din fortolkning af #EuropaImodCovid19 med andre og dermed blive en kilde til inspiration for dine omgivelser og således være med til at fremme positiv tænkning og modstandskraft, ligesom Ioana har gjort.