"Vi er her altid – i medgang og modgang“

Alberto Meldte sig efter udbruddet frivilligt til at desinficere gader og stræder med sin traktor Spanien, Laguna de Negrillos, León

Alberto har altid arbejdet med øje for lokalsamfundets bedste. Han er økologisk landbruger, så for ham er det i bund og grund ensbetydende med at forsyne borgerne i og omkring Laguna de Negrillos (i provinsen León) med ordentlige fødevarer. Covid-19 ændrede ikke meget på hans daglige rutine. Måske bortset fra én ting: Han begyndte nemlig også at arbejde om søndagen. Det var noget, der vakte opsigt; hans utrættelige indsats blev sågar bemærket af FN's Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO). "Egentlig fortsatte vi med at arbejde som før, men jeg selv og et par andre gårdejere kom på den idé at hjælpe myndighederne med at desinficere gader og andre mulige smittekilder i det offentlige rum," forklarer Alberto. "Vi fremlagde vores idé, og regeringen gav os de nødvendige retningslinjer." Der gik ikke længe, før Alberto havde samlet et hold frivillige. Et enkelt budskab var nok til at overbevise dem: "Hvis vi kan samarbejde om at redde eller beskytte vores ældre medborgere fra en mulig infektion – hvad venter vi så på?" Hvor det var muligt, brugte de frivillige deres traktorer til at desinficere gaderne. Resten blev klaret til fods, et vidnesbyrd om, hvor langt de var villige til at gå for deres medborgere.

"Jeg håber, vi er på støt kurs mod genoprettelse“

Viri Så nedlukningen som en mulighed for at gøre sin restaurant endnu bedre Spanien, San Román de Candamo, Asturias

For restaurantejere i hele Europa var covid-19 noget af en følelsesmæssig rutsjebanetur. Det kan Viri snakke med om. Hun var nemlig tvunget til at lukke sin restaurant ”El Llar de Viri”, da nedlukningen trådte i kraft i Spanien. ”Beslutningen om at lukke alle restauranterne kom fuldstændig bag på os. Vi troede ikke vores egne ører. Vi måtte igennem mange forskellige sindsstemninger. Først kom usikkerheden, så forvirringen, og til sidst havner du i den tilstand, hvor du er ude af stand til at forblive passiv og bare vil foretage dig et eller andet,” forklarer hun. Denne nye indstilling gav Viri luft under vingerne. Hun satte sig for at lave måltidskasser til sine kunder og fik lynhurtigt anlagt en køkkenhave. ”Ingredienserne er nu lige ved hånden,” udtaler hun begejstret. Efter en succesfuld genåbning har Viri aldrig været så glad som nu for at se smilene hos sine mest loyale kunder. Hun ved, at hun stadig skal være på vagt fremover, men én ting er helt sikkert – hun vil nyde hvert øjeblik med dem som aldrig før.

"Min virksomhed modtog hjælp takket være EU“

Isabel Holdt sin virksomhed gående takket være EU-hjælp Spanien, Cabo de Palos

Den 13. marts lukkede den spanske region Murcia sine grænser for at forsøge at bremse spredningen af coronavirus. Dette yderst nødvendige skridt betød samtidig et pludseligt og totalt stop for turismen, som hele området er afhængigt af. Isabel Laguardia blev som ejer af et dykkercenter særlig hårdt ramt. Hun måtte lukke centret og skrinlægge alle planer om at hyre personale til den sædvanligvis travle Påskeferie og sommersæson. EU er trådt hurtigt til for at hjælpe med at beskytte små virksomheder som Isabels. Ny lovgivning har gjort reglerne om statsstøtte mere fleksible. Den spanske stat kan nu tilbyde virksomheder finansiel støtte hurtigere, så de ikke tvinges til at afskedige medarbejdere under coronavirus-udbruddet. Sådanne regler sætter medlemsstaterne i stand til at træffe hurtige og effektive tiltag til at støtte borgere og virksomheder, navnlig mindre foretagender, der oplever økonomiske vanskeligheder på grund af coronaviruskrisen. Alle medlemsstater kan dermed indføre ordninger, der yder op mod 800 000 EUR til virksomheder, der har presserende behov.

"Jeg frygter stadig for min restaurant, men jeg giver ikke op “

Antoine Gør sit yderste for at genoplive sin restaurant, samtidig med at foranstaltningerne til social distance håndteres Spanien, Valencia

Salad Planet er en snackbar, der stræber efter at give kunderne sunde, friske og lokale produkter. Dets "salatbarkoncept" har været en umiddelbar succes. Den blev hurtigt et sted at være for borgerne i Valencia. For Antoine, ejer af Salad Planet, var nedlukningen det værste, der kunne ske. "Efter udbruddet blev jeg tvunget til at lukke min restaurant fra den 15. marts til den 10. maj. Min medarbejder og jeg selv havde ikke andet valg end at søge om midlertidig arbejdsløshedsunderstøttelse,” siger han. Genåbning af restauranten har heller ikke været gnidningsløs. Først kunne restauranten kun tilbyde take-away, indtil den endelig kunne åbne op igen. Den startede med en terrasse med en kapacitet på 50 % og derefter med selve restauranten, som i øjeblikket fyldes 30 % op. "Salad Planet ligger midt i Valencias forretningskvarter, så jeg har mistet størstedelen af min faste kundekreds, som vil arbejde hjemme indtil september. Jeg arbejder stadig alene, mens jeg giver dette interview, da min medarbejder stadig modtager midlertidig arbejdsløshedsunderstøttelse,” siger Antoine.

"Det handler om at hjælpe vores folk ved at udnytte vores viden til at tjene lokalsamfundet “

Bibiana, Balbina og Pilar Begyndte at fremstille mundbind og kirtler med deres maskiner til skofremstilling Spanien, Elda og Petrer, Alicante

Hundredvis af skofabrikanter - kendt som "aparadoras" i Spanien - er forenet i en koordineret indsats. Fra deres hjem og med deres egne maskiner syer de mundbind og forklæder til de mennesker, der har brug for dem, uden at anmode om noget til gengæld. Det, der startede som et eksperiment efter coronavirus-udbruddet, fører nu til produktion af hundredvis af mundbind hver dag. Disse kvindelige skofabrikanter forærer deres hænder, viden og tid og udfordrer sig selv for at overvinde de tekniske vanskeligheder. "Når vi bruger den maskine, vi bruger til at sy sko, er der behov for en større indsats og præcision, da stoffet til mundbindene var for tyndt og let blev revet i stykker," siger Pilar. På trods af dette gav gruppen ikke op, da de hørte, at Alicantes mundbindslagre var udtømt. De modtager fortsat donationer af steriliserede materialer og er fortsat fast besluttet på at overvinde de hindringer, der måtte opstå.

"Vi bliver ved med at kæmpe for at standse disse infektioner.“

Ainhoa Arbejder som læge på et plejehjem på grund af COVID-19-udbruddet Spanien, Valencia

Ainhoa på 26 år skulle netop til at begynde sin specialuddannelse i obstetrik og gynækologi, da forløbet blev sat på pause som følge af pandemien. Hun ville være med i kampen mod COVID-19 og besluttede sig for at arbejde som læge på et plejehjem. Spanien har oplevet mange dødsfald forbundet med coronavirus på plejehjem, hvor nogle af de mest sårbare mennesker bor sammen. Der er stadig meget at gøre i denne kamp, men Ainhoa trøster sig med, at der ikke er blevet konstateret nogle tilfælde på det plejehjem, hvor hun arbejder. Skønt jobbet kun er midlertidigt og hun snart skal begynde som reservelæge på et hospital, føler Ainhoa, at det har været en berigende oplevelse både fagligt og personligt, idet de ældre har videregivet værdier og lektier, der styrker hende som person. "Vi vil snart være gennem det her. Vi skal nok klare det," siger hun.

"Jeg har lært at bruge en symaskine, fordi jeg var nødt til at hjælpe!“

Elena Har fremstillet næsten 4 000 masker Spanien, Madrid

Da pandemien ramte Spanien, følte Elena, at hun var nødt til at hjælpe læger og sygeplejersker med at redde liv. Hun lærte sig hurtigt at sy på sin mors gamle symaskine og begyndte at fremstille masker af stof, som hun havde liggende derhjemme. Efter at have syet sine første 25 masker afleverede hun dem til et plejehjem i sit kvarter. Så hørte hun, at en nabo havde oprettet en gruppe, hvis medlemmer alle havde lovet at sy 200 masker hver på 5 dage. Politiet forsynede dem med materiale, hentede maskerne, da de var færdige, og uddelte dem fra deres politistation. Hun tog denne udfordring op og sluttede sig så til endnu en gruppe, der syede kitler til sundhedspersonale, der arbejdede på plejehjem i Madrid. Elena har fornylig også tilsluttet sig gruppen "Sponge Cakes", der leverer hjemmelavede småkager til nødboliger, Røde Kors og andre organisationer, der leverer mad til dårligere stillede familier – alt imens hun fjernarbejder og sørger for sine tre børn.

"Folks solidaritet får os til at værdsætte den menneskelige, intellektuelle og politiske generøsitet, som grundlæggerne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab udviste“

Eusebio Koordinerer fødevaredonationer til over 25 000 personer Spanien, Tarragona

Eusebio Alonso Redondo fører tilsyn med Tarragona's fødevarebank, der leverer fødevarer til over 25 000 mennesker i hele provinsen hver dag. Eusebio er pensioneret notar og bruger nu sin tid på denne solidaritetsindsats, som hver dag modtager flere tons fødevarer fra fødevarevirksomheder, supermarkeder, store forretninger og landbrugskooperativer. Også familier, der selv er økonomisk trængte, donerer 10 eller 15 euro til fødevarebanken for at hjælpe de personer, der er mindre velstillede end dem. "Kan det blive mere solidarisk?", spørger Eusebio. Borgernes støtte i hele Europa får Eusebio til at værdsætte den enorme menneskelige, intellektuelle og politiske generøsitet, som grundlæggerne af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab udviste, og som banede vejen for Romtraktaten i 1957. Som Eusebio siger: "Kærlighed og solidaritet går hånd i hånd. Og det giver vi videre til fremtiden."

"Desinformation er lige så smitsom som covid-19“

David Hjælper europæere med at forstå pandemiens karakter og omfang. Spanien, Madrid

David er på forkant med sin reportage om sundhedsspørgsmål – han dækker de spanske sundhedsmyndigheders pressekonferencer. Som journalist hos Europa Press bekæmper han virusset ved at videreformidle bekræftede data og fakta og modvirker dermed desinformation. Som alle andre i Spanien arbejder David hjemmefra og overholder strengt udgangsforbuddet. Det gør hans journalistik endnu mere udfordrende. Men det er sådan, David kan beskytte sig selv og andre og holde læserne af Europa Press ajour. I sidste ende redder han liv. I takt med at pandemien har spredt sig, er der dukket en anden slags pandemi op, hvis omdrejningspunkt er desinformation, og omfatter alt fra skadelig sundhedsrådgivning til vilde konspirationsteorier. Modgiften findes: verificerede, videnskabeligt baserede og faktuelle pressemeddelelser og analyser. Eksperter og politikere fra EU diskuterer via videokonference regelmæssigt måder og metoder, hvorpå man bedst kan komme desinformation til livs.

"At overvinde denne udfordring vil kræve mere end innovation. Samarbejde og solidaritet er af afgørende betydning“

Tomás Udvikler en vaccine mod Covid-19 Spanien, Santiago de Compostela

At udvikle en vaccine er afgørende i kampen mod Covid-19. Tomás Pose, Natalia Barreiro, Rebeca Menaya og José Manuel Martínez Costas er holdet bag et projekt med netop dette formål. De arbejder på et laboratorium i CIQUS-afdelingen af universitetet i Santiago de Compostela. Deres arbejde består i at programmere forskellige celler til at producere mikrosfærer, som dernæst absorberer virussets proteiner. Ligesom ved udvikling af enhver anden vaccine er ideen, at vores organisme frembringer en immunrespons, der kan standse virusset. Ifølge Tomás kan processen tage mere end et år, da der er behov for op til tre kliniske forsøg, før en vaccine anses for sikker til mennesker. Men det innovative system, som de har udviklet, viser yderst lovende resultater. Sundhedsinstituttet Carlos III, der hører under Ministeriet for Videnskab, Innovation og Videregående Uddannelse, støttede for nylig forskerholdet med 150 000 EUR (ca. 1,1 mio. DKK) til at iværksætte den afgørende, næste fase af projektet.

"Lægge kærlighed og fantasi i alt, hvad du gør“

Yolanda og Aitana Hjælpe ældre mennesker og dem, der har særlige sundhedsproblemer, under karantænen Spanien, Madrid

I mange lande er det de ældre, der står over for de fleste trusler og udfordringer i dag. Selvom alle aldersgrupper er i risiko for at blive smittet med covid-19, er ældre mennesker i alvorlig risiko for at blive alvorligt syge, hvis de bliver smittet med sygdommen, på grund af de fysiologiske ændringer, der kommer med alderen, og potentielt underliggende helbredsproblemer. Yolanda og hendes datter Aitana har gjort det til deres mission at hjælpe ældre med at komme igennem denne vanskelige tid. Aitana sørger for, at hendes bedsteforældre har nok at spise, idet hun hjælper med at sammensætte en indkøbsseddel, så hendes mor kan købe ind og siden bringe varerne til deres dør. De er i regelmæssig kontakt gennem videosamtaler, så hendes bedsteforældre føler sig mindre socialt isolerede og føler, at nogen støtter dem. Yolanda bistår også de ældre voksne i deres ejendom, som er blevet mere afhængige af andres hjælp. Ved at bære deres affald ud og hente den medicin, de har brug for fra apoteket, gør hun livet meget lettere for disse mennesker, der er mere sårbare over for covid-19.

"At bære eller ikke bære mundbind? Hvordan beskytter vi os bedst? Jeg trådte til, der hvor der var brug for min ekspertise, og jeg håber virkelig, at mit budskab fik i hvert fald nogle til at blive hjemme“

Mindaugas Arbejder som læge på et spansk hospital og gav litauere rådgivning via YouTube Spanien, Lleida

Mindaugas Gudelis har arbejdet som læge for FC Barcelona siden før coronavirus-udbruddet. I epidemiens allerførste dage meldte han sig til kampen i forreste linje på hospitalet i Lleida i Spanien og begyndte også at lave engagerende, fakta-baserede videoer, der hurtigt blev delt vidt og bredt på de sociale medier i Litauen.

"Solidaritet betyder, at vi er villige til selv at løbe en risiko for at beskytte andre“

Ignacio Skaffede mundbind til Guardia Civil-betjente, der arbejdede uden beskyttelse Spanien, Madrid

Ignacio var så heldig, at han modtog et parti mundbind fra venner, der bor i Singapore. På vej til arbejde bemærkede han, at medlemmer af Guardia Civil – der skulle sørge for, at folk respekterede sikkerhedsreglerne under lockdown – arbejdede uden beskyttelsesudstyr. Ignacio tilbød at dele sin beholdning af mundbind med politifolkene, der blev virkelig glade for og rørt over gaven.

"Vi ønsker at sikre, at alle får den støtte, de har brug for“

Patricia Yder psykologisk støtte til at håndtere COVID-19 Spanien, Madrid

Foruden de økonomiske vanskeligheder for folk, der ikke har mulighed for at arbejde hjemme, kan lockdownperioden også have alvorlige indvirkninger på menneskers mentale sundhed som følge af manglende socialt samvær og udendørsaktiviteter. For at hjælpe andre med at tackle situationen har en gruppe på ti fagfolk sammen udarbejdet en vejledning om de psykologiske indvirkninger af karantæne, og hvordan man bearbejder dem. Enhver kan have gavn af "psiCOVIDa-10", som vejledningen hedder. Gruppen var særlig opmærksom på at inkludere støtte til ældre, børnefamilier og/eller børn med handicap, plejere af syge, telearbejdere, sundhedspersonale og andre berørte fagfolk.

"Hotel- og restaurationspersonale knokler i deres arbejde, så det manglede bare, at vi nu støtter dem“

Sara Hjælper den spanske og portugisiske hotel- og restaurationsbranche Spanien, Madrid

Hotel- og restaurationsbranchen er blevet særlig hårdt ramt af, at så mange mennesker nu holder sig hjemme på grund af coronavirus. Saras firma har for at støtte dem indtil videre doneret 1 mio. EUR (ca. 7,4 mio. DKK) til personale berørt af coronaviruskrisen og har tilbudt online-kurser til uddannelse af alle beskæftigede inden for hotel- og restaurationsbranchen. Vi ved endnu ikke, hvornår krisen vil være forbi, men for at sikre, at vi kommer stærkere ud på den anden side, er EU allerede i gang med arbejdet på sammensætningen af et nyt, styrket budget for Unionen.

"Det har været fantastisk at se den opofrelse, indsats og den positive energi, som mine kolleger og hospitalspersonalet har udvist“

Matilde Er del af et hold i Madrid, der arbejder for at organisere nye sengepladser til kritisk syge coronavirus-patienter Spanien, Madrid

Matilde er professor ved Complutense-universitetet og narkoselæge på universitetshospitalet Gregorio Marañón (HGUGM) i Madrid. Hun har under epidemien bidraget til organiseringen af nye sengepladser på HGUGM til behandling af kritisk syge patienter. Det satte hospitalet i stand til at opnormere sin kapacitet fra simultanbehandling af 40 kritisk syge patienter ved udbruddets begyndelse til 115 på krisens højdepunkt. Det gjorde det muligt at behandle de mest kritisk syge patienter, og denne indsats har reddet mange liv. Matilde har være forundret over den opofrelse og energi, som alle hendes kolleger har lagt for dagen i denne krævende tid. EU-Kommissionen har for at sikre, at dette dedikerede sundhedspersonale får det fornødne udstyr til at udføre deres arbejde, taget skridt til at sikre tilførslen af personbeskyttelsesudstyr ved at begrænse eksport af sådant udstyr ud af EU.

"Data viser vejen til at få pandemien under kontrol“

Amparo Fremskynder sporing af smittetilfælde og situationsrapportering gennem sin forskning Spanien, Madrid

Amparo er tilknyttet forskningsinstituttet Instituto de Salud Carlos III, hvor hun arbejder med at indsamle flest mulige oplysninger fra de forskellige systemer, der anvendes til overvågning af COVID-19-situationen, og fra andre, sekundære datakilder, for at vejlede de lokale og nationale sundhedsmyndigheder i deres indsats til at få pandemien under kontrol. Hendes hold deltager også i projektet I-MOVE-COVID-19, der finansieres af EU’s rammeprogram Horisont 2020. I alt 47,5 mio. EUR af Horisont 2020-midlerne er blevet tildelt til 17 udvalgte forskningsprogrammer, der skal fremme vores viden om COVID-19 og forbedre den kliniske forvaltning. Der er gennem initiativet for innovative lægemidler afsat yderligere 45 mio. EUR til en udbudsrunde for projekter vedrørende behandlingsformer og diagnosticering, der skal tage hånd om de aktuelle og fremtidige coronavirusudbrud.

"Hvorfor gør jeg det? For at informere, inspirere og for at sætte denne verdenskrise ind i en større sammenhæng“

Eduardo Fotograferer indsatsen i forreste linje i kampen mod COVID-19-udbruddet Spanien, Madrid

Som medlem af Europa Press er fotojournalister som Eduardo vores øjne ude i verden, og de bærer som sådan et kolossalt ansvar. De er tavse vidner til historiske begivenheder, og er forpligtet til at rapportere sandheden og til at sky påvirkninger, kompromis eller indblanding. Hvorfor er fotodokumentation så vigtigt for dem - og for vores samfund i sin helhed? Fotos er vores tidsalders universelle sprog. Fotojournalister sorterer verdens forvirring i billeder og skaber klarhed over det kaos, der omgiver os. De henleder vores opmærksomhed på de ting, vi savner, og på begivenheder og mennesker langt fra vores eget hjørne af Europa. Udbruddet af coronavirus har medført en spredning af desinformation, der vanskeliggør indsatsen for at inddæmme pandemien. Den Europæiske Union lægger store kræfter i at højne kendskabet til farerne ved desinformation, ikke kun til gavn for borgernes sundhed, men også for demokratiet. Ligesom vi gør en dyd ud af at holde afstand og vaske hænder, har vi også en pligt til at standse spredningen af vildledende rådgivning og manipulerende historier.

"Du behøver ikke at være en helt for at hjælpe, det er nok at udvise medmenneskelighed“

Sara Fremstiller ansigtsmasker til sundhedspersonale Spanien, Madrid

Nok er vi nødt til at blive hjemme for at standse smittespredningen, men det forhindrer os ikke i at yde hjælp til dem, der kæmper i forreste linje mod udbruddet. Sara besluttede sig for at hjælpe ved i sit hjem i Madrid at fremstille masker til læger og sygeplejersker. Sara er ellers lærer, men bruger pausen fra klasseværelset som en lejlighed til at vise solidaritet og medfølelse med sine medborgere og sit lokalsamfund. Rundt om i EU har vi set, hvordan blot én persons indsats kan hjælpe mange, mange andre. At fremme sammenholdet som en værdi er afgørende for vores kamp mod virusset. Så tøv ikke med at sige tak til en, du kender, som på sin egen, kreative måde fremmer europæisk solidaritet.

"Musik er blevet et bindeled, et budskab til opmuntring og styrke“

Ana María Spiller middagskoncerter fra sin altan Spanien, Albacete

En venlig gestus kan starte en kædereaktion, der vokser og vokser. Det var tilfældet for Ana María og hendes mand, som begge er violinister, da de en eftermiddag besluttede at holde uformel koncert for deres naboer fra deres altan. Den næste dag fik de fra en anden altan akkompagnement af en bratschist, og den tredje dag af endnu en nabo på saxofon. Nu venter kvarteret hver dag på denne middagskoncert, der løfter humøret både med musikken og med følelsen af, at man ikke er alene i disse ekstraordinære tider. Over hele Europa er der borgere, der bidrager med deres særlige talenter som led i #EuropaImodCovid19. Måske har du også en lidenskab, som kan være et lyspunkt i hverdagen for dine omgivelser. I Europa har vi alle en rolle at spille, og ved hjælp af sammenhold vil vi overvinde krisen.

"Vi ved, hvor meget folk har brug for os, og vi er fast besluttet på at gøre vores del“

Cecilia Mælkeproducenter. Bliver ved med at arbejde for at sikre, at essentielle fødevarer er til rådighed under hele krisen Spanien, Villaqueji da, León

Cecilia og hendes mand driver en familiebedrift med malkekøer. De er de eneste på gården til at holde produktionen i gang. De har sat en ære i at fortsætte arbejdet under krisen for at sikre, at der stadig er basale fødevarer såsom mælk til rådighed for de familier, der behøver dem. De støttes ligesom mange andre familielandbrug gennem EU's fælles landbrugspolitik. De er mere end nogensinde før stolte af det, de laver: De ved, at man sætter lid til, at de leverer basale fødevarer, som vi normalt blot tager for givet. De vil utrætteligt fortsætte arbejdet i disse vanskelige tider, uanset hvor svært det måtte være.