Den fælles landbrugspolitiks første søjle: I — den fælles markedsordning for landbrugsprodukter

EU-faktablade 01-04-2018

Den fælles markedsordning omfatter markedsforanstaltningerne under den fælles landbrugspolitik. Rækken af reformer førte i 2007 til fusionering af 21 fælles markedsordninger til én fælles markedsordning gældende for alle landbrugsprodukter. Reformerne af den fælles landbrugspolitik har også gjort politikken gradvist mere markedsorienteret og begrænset interventionsværktøjernes rolle. De betragtes nu som »sikkerhedsnet«, der kun anvendes i tilfælde af en krise.